Gangsterfilm: Depressionens Mørke Helte

Under Den Store Depression i 1930'ernes USA, hvor økonomisk ruin og social uro var hverdag, fandt et desillusioneret publikum en uventet form for eskapisme og identifikation på det store lærred. En ny filmgenre opstod, som ikke blot underholdt, men også afspejlede samfundets forfald og frygten for, at traditionelle værdier var ved at smuldre. Dette var gangsterfilmens guldalder, en æra hvor kriminelle blev forvandlet til komplekse antihelte, og hvor Hollywood førte en åben krig mod censuren.

Gangsteren som Folkets Antihelt

I modsætning til stumfilmæraens simple moralfortællinger, hvor forbrydere altid var entydige skurke, præsenterede 1930'ernes talefilm en ny type protagonist. Disse var ofte etniske karakterer fra underklassen, der kæmpede sig op fra fattigdom med næverne og en maskinpistol. De repræsenterede en forvrænget version af den amerikanske drøm i en tid, hvor den officielle drøm syntes at have slået fejl for millioner af mennesker. Publikum, der følte sig svigtet af systemet, bankerne og regeringen, kunne i hemmelighed heppe på den mand, der tog sagen i egen hånd og skabte sin egen succes, uanset hvor ulovlig den var.

Den første film, der for alvor definerede genren, var Little Caesar fra 1931. Her spillede Edward G. Robinson den ikoniske rolle som Caesar Enrico 'Rico' Bandello, en lille småforbryder, der med brutal ambition stiger til toppen af den organiserede kriminalitet. Ricos berømte sidste ord, "Mother of mercy, is this the end of Rico?", viste en mand, der levede og døde uden anger. Filmen blev en øjeblikkelig succes og banede vejen for over 50 andre gangsterfilm det følgende år.

Kort efter kom The Public Enemy (1931), som gjorde James Cagney til en superstjerne. Hans portrættering af Tom Powers var elektrificerende. Powers var en irsk-amerikansk gangster, der foragtede autoriteter og fandt det respektable samfund kvælende. Han var brutal, især i den berygtede scene, hvor han maser en halv grapefruit i ansigtet på sin kæreste, men han forblev loyal over for sin mor og sine mandlige kammerater. At han i sidste ende bliver dræbt af rivaliserende gangstere – og ikke af politiet – var et stærkt symbol på myndighedernes svigtende kontrol og samfundets moralske kollaps. Warner Bros. forstod filmens kontroversielle natur og tilføjede en formanende tekst til sidst, men budskabet var klart: Gangsteren var blevet en mytisk figur, en mørk helt for en mørk tid.

Vold, Kontrovers og Hays-koden

I takt med genrens popularitet eskalerede også volden på lærredet. Kulminationen kom med Howard Hawks' mesterværk Scarface (1932), en film løst baseret på Al Capones liv. Med Paul Muni i rollen som den dyriske Tony Camonte, skildrede filmen 43 mord og en voldsomhed, der chokerede samtiden. Filmen var så grænseoverskridende, at den Motion Picture Production Code – bedre kendt som Hays-koden – nægtede at give den sin godkendelse.

Hays-koden var et sæt selvcensur-regler, som Hollywoods studier havde vedtaget i 1930 for at undgå statslig indblanding. Kodens primære formål var at sikre, at film opretholdt høje moralske standarder. Den fastslog blandt andet, at "sympatien hos publikum aldrig må lægges på siden af kriminalitet, forseelser, ondskab eller synd." I de første år blev koden dog i vid udstrækning ignoreret. Studierne, især Warner Bros., sendte manuskripter til godkendelse og filmede derefter, hvad de havde lyst til.

Men presset fra moralske vagthunde, herunder katolske organisationer som Legion of Decency og politiforeninger, voksede. De hævdede, at gangsterfilmene lærte unge mennesker at blive kriminelle. I 1934 blev Hays-koden strammet markant under ledelse af Joseph Breen. Fra da af skulle alle færdige film have et certifikat for at blive udgivet. Dette markerede afslutningen på den såkaldte "pre-code"-æra og tvang gangstergenren til at ændre sig radikalt.

Fra "Public Enemy" til "G-Men"

Med den nye, strengere kodeks kunne gangsteren ikke længere være filmens helt. Kriminalitet skulle altid fremstilles som forkert, og forbryderen skulle ende død eller i fængsel, besejret af lovens lange arm. Dette stillede studierne i et dilemma, da gangsterfilmene var deres mest profitable genre. Løsningen kom fra virkelighedens overskrifter.

I 1934 blev berygtede "offentlige fjender" som John Dillinger, Pretty Boy Floyd og Baby Face Nelson dræbt af FBI's specialagenter, populært kaldet G-Men. Disse unge, veluddannede og dynamiske agenter blev øjeblikkeligt nationale helte. De personificerede succesen i Roosevelts New Deal og en revitalisering af nationen. Hollywood så en oplagt mulighed: Hvorfor ikke erstatte gangster-helten med G-Men-helten?

Den første film i denne nye bølge var G-Men (1935), og i et genialt casting-træk blev hovedrollen givet til James Cagney. Han spillede nu Special Agent Brick Davis, en karakter med samme rå energi og gade-intelligens som Tom Powers, men nu på den rigtige side af loven. Filmen var spækket med action, skudvekslinger og biljagter, men nu var det heltene, der vandt. For at give filmen et skær af autenticitet, indeholdt den billeder af Justitsministeriets bygning og demonstrationer af FBI's videnskabelige metoder. Selvom FBI officielt ikke havde noget med produktionen at gøre, blev filmen en enorm succes og skabte en ny skabelon for kriminalfilm.

Sammenligning: Før og Efter Hays-koden

Genrens Udvikling og Eftermæle

Selvom gangsteren blev detroniseret som helt, forsvandt genren ikke. Den udviklede sig og blev mere kompleks. Film som Angels with Dirty Faces (1938), igen med James Cagney, er et glimrende eksempel. Cagney spiller gangsteren Rocky Sullivan, der vender tilbage til sit barndomskvarter og bliver idol for en gruppe gadedrenge. Hans barndomsven, spillet af Pat O'Brien, er nu blevet præst og kæmper for at redde drengene fra Rockys indflydelse. Filmen er en dybsindig moralfortælling om venskab, loyalitet og socialt ansvar, der navigerer elegant inden for Hays-kodens rammer ved at lade gangsteren finde en form for åndelig forløsning i døden.

Ved udgangen af årtiet kom The Roaring Twenties (1939), instrueret af Raoul Walsh. Denne film fungerer som en episk elegi over hele forbudstiden og gangsteræraen. Den følger tre mænds skæbner fra Første Verdenskrigs skyttegrave til Wall Street-krakket. Med James Cagney og Humphrey Bogart i hovedrollerne er det en tragisk fortælling, der punkterer den amerikanske drøm. Filmens ikoniske slutning, hvor Cagneys karakter dør på trappen til en kirke, og hans veninde udtaler de berømte ord: "He used to be a big shot," markerer den symbolske afslutning på gangsterfilmens første, vilde guldalder.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor var gangsterfilm så populære under Den Store Depression?

Filmene tilbød en form for eskapisme og talte direkte til et publikum, der følte sig svigtet af systemet. Gangster-antihelten var en figur, der tog kontrol over sin egen skæbne og opnåede succes på trods af samfundets regler, hvilket mange fandt både fascinerende og befriende i en tid med udbredt afmagt.

Hvad var Hays-koden, og hvordan påvirkede den filmene?

Hays-koden var et sæt moralske retningslinjer for filmproduktion, der skulle forhindre glorificering af kriminalitet, vold og umoral. Da den blev strengt håndhævet fra 1934, tvang den gangsterfilmene til at ændre fokus. Hovedpersonerne blev nu lovens håndhævere (G-Men) i stedet for kriminelle, og filmene skulle altid ende med, at retfærdigheden sejrede.

Var gangsterfilmene baseret på virkelige personer?

Mange film var løst inspireret af virkelige gangstere og begivenheder. Scarface var tydeligt baseret på Al Capone, og G-Men-filmene hentede inspiration fra FBI's jagt på berømte bankrøvere som John Dillinger. Dette gav filmene en følelse af autenticitet og relevans.

Hvem var de største stjerner i gangsterfilm-genren?

De tre mest definerende stjerner var Edward G. Robinson, der blev berømt for sin rolle i Little Caesar; James Cagney, hvis intense energi i The Public Enemy gjorde ham til et ikon; og Humphrey Bogart, der ofte spillede biroller som skurk, før han selv blev en af Hollywoods største stjerner.