Kultur og PTSD: Traumets Skjulte Sprog

Posttraumatisk stresslidelse, eller PTSD, er en diagnose, mange af os kender til. Vi forbinder den ofte med soldater, der vender hjem fra krig, eller ofre for voldsomme ulykker. Den gængse opfattelse er, at et traume er et traume, og at reaktionen på det følger et forudsigeligt mønster af symptomer: flashbacks, mareridt, undgåelse og en konstant følelse af fare. Men hvad nu hvis denne forståelse er for snæver? Hvad nu hvis den måde, vi oplever, udtrykker og heler fra traumer på, er dybt formet af vores kultur, vores historie og den personlige betydning, vi tillægger begivenhederne? Nyere forskning og antropologiske studier peger i stigende grad på, at vores vestlige, medicinske model for PTSD måske ikke er universel og i nogle tilfælde kan gøre mere skade end gavn, når den anvendes i globale sammenhænge.

Er PTSD en vestlig opfindelse?

Diagnosen PTSD, som vi kender den fra diagnosemanualer som DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders), er et relativt nyt fænomen, der for alvor blev formaliseret i kølvandet på Vietnamkrigen. Den er udviklet i en vestlig, psykiatrisk tradition og bygger på en specifik forståelse af, hvordan sindet reagerer på overvældende hændelser. Men denne model er ikke uden kritikere. Når vestlige hjælpeorganisationer rykker ud til katastrofer eller konflikter i andre dele af verden, medbringer de ofte denne diagnostiske ramme. Problemet er, at den kan fungere som en form for psykologisk imperialisme, hvor lokale og kulturelt forankrede måder at forstå og håndtere lidelse på bliver overset eller endda patologiseret. Ved at pådutte andre kulturer vores definition af traume risikerer vi at stemple normale og sunde sorgreaktioner som en psykisk sygdom. Lidelse er universel, men sproget for lidelse er det ikke.

Når "Post" i PTSD ikke giver mening

En fundamental antagelse i PTSD-diagnosen er, at traumet er en afgrænset begivenhed i fortiden – deraf "post"-traumatisk. Men i mange dele af verden er traumet ikke noget, der er overstået. Tænk på steder som Haiti, hvor politisk ustabilitet, ekstrem fattigdom og naturkatastrofer ikke er enkeltstående hændelser, men selve livets grundvilkår. Her er traumet en vedvarende tilstand, en del af hverdagens struktur. For en mor, der har mistet flere børn til sygdom og sult, eller for en ung mand, der konstant lever med truslen om vold, giver det ingen mening at tale om en "post"-traumatisk tilstand. At fokusere på behandling af individuelle, akutte traumesymptomer med vestlig terapi virker utilstrækkeligt, når den kollektive sikkerhed – politisk, økonomisk og social – ikke er til stede. Langsigtet heling kræver mere end individuel terapi; det kræver en grundlæggende forandring af de livsvilkår, der skaber og vedligeholder traumet.

Traumets mange kulturelle ansigter

Den måde, lidelse kommer til udtryk på, varierer enormt på tværs af kulturer. Hvor en person i Vesten måske udvikler klassiske PTSD-symptomer, kan en person fra en anden kulturel baggrund manifestere sin smerte på helt andre måder. For eksempel viser studier af Quechua-talende folk i de peruvianske Andesbjerge, hvordan deres lidelser er tæt forbundet med deres sociale og spirituelle verden, og kommer til udtryk gennem fysiske smerter eller en følelse af social disharmoni. Disse lokale udtryksformer fanges sjældent af en standardiseret PTSD-checklist. Ligeledes er vejene til heling ofte dybt forankret i lokale, sociale og religiøse praksisser. Fællesskabsritualer, spirituel vejledning og støtte fra familien kan være langt mere effektive end en terapitime hos en psykolog, der ikke forstår den lokale kontekst. At ignorere disse ressourcer er ikke kun ineffektivt; det er også respektløst over for de samfund, man forsøger at hjælpe.

Sammenligning af tilgange til traumer

Betydningens kraft: Hvorfor bliver nogle traumer "siddende"?

Selv inden for en enkelt kultur, som f.eks. blandt vestlige soldater, er det ikke alle, der udsættes for de samme voldsomme begivenheder, der udvikler PTSD. Faktisk viser forskning, at det er et mindretal. Hvad er det så, der gør forskellen? Hvorfor bliver nogle "siddende fast" i traumet, mens andre bearbejder deres oplevelser og kommer videre, måske endda med en følelse af personlig vækst?

Svaret ser i høj grad ud til at ligge i begrebet betydning. En hændelse bliver ikke traumatisk i sig selv, men gennem den betydning, vi tillægger den. Denne betydning er formet af vores livshistorie, vores værdier og vores kulturelle baggrund. En antropolog, der har forsket blandt amerikanske krigsveteraner, fandt slående eksempler på dette. En soldat kunne beskrive det som relativt uproblematisk at være under morterangreb, men som dybt traumatiserende at skulle arbejde med lig i et felthospital. En anden kunne være upåvirket af at se døde fjendtlige soldater, men knust over at se en amerikansk soldat blive såret.

Det, der ofte gør en oplevelse uudholdelig og umulig at integrere, er, når den krænker vores dybeste moralske eller etiske overbevisninger. Mange veteraner fortalte om traumer relateret til situationer, hvor børn kom til skade. Disse hændelser blev forstærket af, at børnene mindede dem om deres egne børn, niecer eller nevøer. For underofficerer (NCOs) opstod de værste traumer ofte i situationer, hvor deres to primære pligter stødte sammen: pligten til at adlyde ordrer og pligten til at beskytte de soldater, de havde ansvaret for. At se en af "sine egne" blive såret eller dræbt, mens man fulgte en ordre, man personligt var uenig i, skabte en følelse af magtesløshed og moralsk skade, som var langt sværere at bearbejde end selve faren. Traumet lå ikke kun i hændelsen, men i den knuste følelse af ansvar.

Mod en biokulturel forståelse af traumer

Alt dette peger på, at vi har brug for en mere nuanceret og holistisk forståelse af traumer. En ren fysiologisk model, der ser PTSD som en fejl i hjernens stress-system, er ikke tilstrækkelig. Den forklarer ikke, hvorfor nogle oplevelser bliver patologisk traumatiske, mens andre ikke gør. Vi må bevæge os mod en biokulturel model – en model, der anerkender samspillet mellem vores biologi og vores kulturelt formede oplevelsesverden. Kroppens stressrespons er reel, men det er kulturen og den personlige betydning, der afgør, hvad der udløser den, og hvad der gør den så overvældende, at den fører til langvarig lidelse.

For fagfolk inden for mental sundhed betyder det, at vi må lytte mere og diagnosticere mindre. Vi må stille spørgsmål, der går ud over symptomchecklister: Hvad betyder denne oplevelse for dig? Hvad er det mest smertefulde ved den? Hvad siger din kultur om lidelse og heling? Ved at anerkende kompleksiteten i menneskelig lidelse kan vi bedre hjælpe dem, der er ramt, på en måde, der er respektfuld, meningsfuld og i sidste ende mere effektiv.