Australiens vej ud af Depressionen

Efter Første Verdenskrigs rædsler og den efterfølgende spanske syge, stod Australien over for et nyt årti med håb og genopbygning. Men skæbnen ville det anderledes. Ligesom en mørk sky, der trak ind fra horisonten, ramte Den Store Depression nationen med en hidtil uset kraft. Krisen, der startede med Wall Street-krakket i 1929, sendte chokbølger over hele kloden og ramte Australien, en nation dybt afhængig af sin eksport af uld og hvede, med brutalitet. Dette er ikke blot en historie om økonomisk kollaps; det er en fortælling om et folks overlevelse, om de svære valg, der splittede politiske partier, og om den bemærkelsesværdige modstandskraft, der i sidste ende førte landet mod en langsom, men sikker genopretning.

Da krisen ramte: Et sårbart Australien

I oktober 1929, blot få dage efter at James Scullins Labor-regering kom til magten, kollapsede det amerikanske aktiemarked. For Australien var timingen katastrofal. Landets økonomi hvilede tungt på sin rolle som primærproducent inden for det britiske imperium. Faldende international efterspørgsel på landbrugsvarer som uld og hvede fik eksportindtægterne til at styrtdykke. Samtidig var nationen tynget af en betydelig udenlandsgæld, optaget i de mere velstående 1920'ere for at finansiere store infrastrukturprojekter som Sydney Harbour Bridge. Da de internationale lånemarkeder frøs til, stod Australien pludselig over for en truende national bankerot.

Et samfund i knæ: Depressionens menneskelige omkostninger

Virkningerne på det australske samfund var øjeblikkelige og dybtgående. Arbejdsløsheden eksploderede og nåede et chokerende højdepunkt på omkring 30% i 1932, en af de højeste rater i den industrialiserede verden. Tusindvis af familier mistede deres hjem og opsparing. I byernes udkanter opstod der interimistiske lejre og skurbyer, kendt som 'shanty towns', hvor folk byggede simple boliger af blik, sække og hvad de ellers kunne finde. Lange køer foran suppekøkkener blev et dagligdags syn, og tusindvis af arbejdsløse mænd, kendt som 'swagmen', vandrede landevejene tynde i en desperat søgen efter arbejde.

Den psykologiske belastning var enorm. For en generation, der var opdraget med en stærk arbejdsmoral, var arbejdsløshed forbundet med skam og et tab af værdighed. Angsten for fremtiden var konstant, og den sociale struktur, hvor manden var familiens eneste forsørger, kom under et voldsomt pres. Midt i al elendigheden opstod der dog også en stærk følelse af fællesskab og opfindsomhed. Folk delte, hvad de havde, dyrkede grøntsager i baghaverne og hjalp hinanden med at klare sig igennem.

Politisk kaos og kampen om løsninger

Over for den eskalerende krise kæmpede Scullin-regeringen for at finde en løsning. Regeringen hævede toldmurene og reducerede immigrationen, men intet syntes at virke. I 1930 inviterede man direktøren for Bank of England, Sir Otto Niemeyer, til Australien for at rådgive om den økonomiske politik. Niemeyers anbefaling var klar og kontant: Australien havde levet over evne og måtte nu stramme bæltet ind. Hans plan, som blev grundlaget for den såkaldte 'Premiers' Plan', krævede en hård deflationær politik:

• Balancerede statsbudgetter.
• Drastiske nedskæringer i offentlige udgifter, lønninger og pensioner.
• Fuld tilbagebetaling af gæld til britiske banker.

Denne plan skabte en dyb splittelse i det regerende Labor-parti. På den ene side stod de, der accepterede planen som en bitter, men nødvendig medicin. På den anden side stod to markante modstandere. Finansminister Ted Theodore argumenterede for en keynesiansk tilgang med øgede offentlige investeringer for at stimulere økonomien. Endnu mere radikal var premierministeren i New South Wales, Jack Lang, som foreslog midlertidigt at stoppe rentebetalingerne på den britiske gæld. Uenigheden var så fundamental, at den splittede partiet og banede vejen for et regeringsskifte.

Sammenligning af økonomiske strategier

De forskellige visioner for Australiens redning afspejlede de dybe ideologiske kløfter, som krisen afdækkede.

Vejen mod genopretning

Splittelsen i Labor-partiet førte til dannelsen af et nyt parti, United Australia Party (UAP), anført af den tidligere Labor-politiker Joseph Lyons. Ved valget i slutningen af 1931 vandt UAP en jordskredssejr. Lyons' regering forpligtede sig fuldt ud til Premiers' Plan og en ortodoks finanspolitik. Selvom det medførte fortsat store sociale afsavn, begyndte den australske økonomi langsomt at vise tegn på bedring fra omkring 1932.

Genopretningen var ikke drevet af en enkeltstående faktor, men af en kombination af flere elementer:

1. Valutadevaluering: Allerede i 1929 forlod Australien reelt guldstandarden, hvilket førte til en devaluering af det australske pund. Dette gjorde australske eksportvarer billigere og mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet.
2. Skift til fremstillingsindustri: Mens landbruget led, oplevede fremstillingsindustrien en vækst. Billigere råvarer og en beskyttende toldmur gjorde det muligt for den indenlandske industri at erstatte importerede varer og blive den ledende motor i genopretningen.
3. Genopretning hos handelspartnere: En bedring i den britiske økonomi øgede efterspørgslen på australske varer.
4. Stabilitet og tillid: Lyons-regeringens stabile og forudsigelige økonomiske politik, selvom den var hård, bidrog til at genoprette erhvervslivets tillid.

I modsætning til USA under Franklin D. Roosevelts 'New Deal' valgte Australien altså ikke en vej med massive offentlige udgifter for at bekæmpe krisen. Genopretningen var langsommere og mere smertelig, men den kom. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 var arbejdsløsheden faldet til omkring 11%.

Sport som et lyspunkt i mørket

I en tid præget af modløshed og nød fandt australierne trøst og national stolthed i sportens verden. To navne skilte sig ud og blev legendariske. Den unge cricketer Don Bradman leverede den ene utrolige præstation efter den anden og blev et symbol på australsk ukuelighed. Hans evne til at dominere på cricketbanen gav folk noget at glæde sig over. Samtidig fængslede væddeløbshesten Phar Lap nationen med sine sejre, herunder den berømte sejr i Melbourne Cup i 1930. Disse sportshelte gav et tiltrængt pusterum fra hverdagens hårde realiteter.

Arven efter Depressionen

Den Store Depression efterlod dybe ar i den australske folkesjæl. Erfaringen skabte en generation, der var præget af en frygt for gæld og en stærk trang til økonomisk sikkerhed. Politisk førte krisen til en fundamental ændring i synet på statens rolle. Chokket over den massive arbejdsløshed og den sociale elendighed overbeviste mange om, at regeringen havde et ansvar for at sikre fuld beskæftigelse og et socialt sikkerhedsnet.

Denne nye tankegang blev grundlaget for den politik, som Labor-regeringerne under John Curtin og Ben Chifley førte efter Anden Verdenskrig. Med inspiration fra Keynes' økonomiske teorier forpligtede Australien sig til en politik med fuld beskæftigelse, udbyggede velfærdsstaten og gav den føderale regering en langt mere aktiv rolle i styringen af økonomien. Den Store Depression var en national tragedie, men den tvang også Australien til at genopfinde sig selv og lægge fundamentet for efterkrigstidens velstand.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvornår begyndte genopretningen i Australien?

Den økonomiske genopretning begyndte langsomt omkring 1932, tidligere end i mange andre lande.

Hvor høj var arbejdsløsheden, da den var på sit højeste?

Arbejdsløsheden toppede i 1932 med en rate på omkring 30% af fagforeningsmedlemmerne.

Brugte Australien en politik i stil med USA's 'New Deal'?

Nej. I modsætning til USA's keynesianske tilgang fulgte Australien primært en deflationær politik baseret på Premiers' Plan, som fokuserede på budgetbalance og nedskæringer.

Hvilken sektor var drivkraften i genopretningen?

Det var fremstillingsindustrien, som voksede i betydning, mens den traditionelle landbrugssektor var hårdt ramt.